Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om os

Om børnehaven: 

Børnehuset Møllehaven Harken er en integreret institution med vuggestue og børnehave under samme tag. 

 

Hvad kendetegner vores børnehave: 

Vi vægter dialogen meget højt i forhold til samarbejdet med jer forældre; dette i forhold til at sikre trivsel, udvikling og læring hos det enkelte barn. Dialogen er vigtig i forhold til, at barnet lærer at danne relationer og lærer at indgå i fællesskaber og venskaber. Gennem dialogen kan vi støtte børnenes mulighed for at få en forståelse af forskellige handlemuligheder. Legen bliver her en helt central øvebane for børnene. 

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang. Det betyder, at vi i vores daglige arbejde med barnet, har fokus på at se barnets ressourcer og se barnet som en værdifuld medspiller. Vi anerkender børnenes forskelligheder, og det er vores opgave at sikre, at alle børn er en del af fællesskabet 

I Møllehaven prioriterer vi et godt forældresamarbejde. Kun gennem et tæt samarbejde med jer forældre kan vi sikre, at vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i Jeres barns forudsætninger, så det får de bedste forudsætninger for at lære og udvikle sig. For at understøtte dialogen mellem forældre og det pædagogiske personale, inviteres I til minimum fire dialoghjulssamtaler, inden jeres barn starter i skole: 

1. samtale foregår enten i vuggestuen her eller i den kommunale dagpleje barnet kommer fra. 

2. samtale vil finde sted, når jeres barn skifter til børnehave. 

3. samtale afholdes, når jeres barn er omkring 4 år. 

4. samtale finder sted, inden jeres barn starter i skole. 

Mere information fås hos personalet. 

Det vil altid være muligt at indkalde til ekstra samtaler, hvis der opstår behov for det. Desuden ser vi det som et vigtigt redskab med den korte daglige snak med jer forældre. Har I brug for en uddybende snak, er I altid velkomne til at kontakte personalet. 

 

Børnehavens nærmiljø: 

Vi ligger lidt syd for Hjørring by i nogle dejlige naturomgivelser omgivet af marker, gårde og åbne vidder. 

 

Grupper: 

Foruden vuggestuen Mariehønestuen har vi Humlebistuen, hvor der er mulighed for at skabe gode overgange fra vuggestue til børnehave. Humlebistuen består af de ældste vuggestuebørn og de yngste børnehavebørn. De ældste børnehavebørn går på Sommerfuglestuen. 

 

Hvordan og med hvem samarbejder vi: 

Vi har et godt samarbejde med Harken hallen og på skift er Mariehønerne, Humlebierne og Sommerfuglene til idræt i hallen. 

 

Hverdagen: 

Møllehaven åbner alle hverdage kl. 6.30. mandag til torsdag er der åbent til 16:30, mens vi lukker kl. 16:00 om fredagen. Der er dog mulighed for at få udvidet åbningstid, hvis der af arbejdsmæssige årsager skulle opstå et behov. 

Vi starter stille og roligt med at gøre klar til morgenmad og dette tilbyder vi indtil kl. 07.30. 

Der er mulighed for at få formiddagsmad omkring kl. 9. 

Vi spiser frokost mellem 10.45-12.  

Vuggestuebørnene starter spisningen kl. 10:45, da de efterfølgende skal sove til middag.  

Børnehavebørnene starter spisningen omkring kl. 11:15. Til frokost serveres madordningen fra Fru. Hansens Kælder. I det daglige hjælper børnene til med borddækning og oprydning i forbindelse med måltiderne. Vores køkken er indrettet, således det er muligt at inddrage børnene i køkkenets aktiviteter. 

Vores yngste børnehavebørn sover til middag. De børn som valgte inde leg om formiddagen, er om eftermiddagen ude på legepladsen eller deltager i en anden aktivitet udendørs. 

Omkring kl. 14 er der frugt og brød for små og store og de første af børnene bliver hentet. 

I løbet af ugen er der forskellige fastlagte og spontane forløb som børnene kan deltage i. 

Vi holder fødselsdag den dag barnet har fødselsdag, hvis barnet er mødt ind, ellers bliver der aftalt en anden dag. Vi går ud og hejser det store flag på legepladsen sammen med barnet. Vi samler børnene på stuen, synger fødselsdagssang, hylder barnet og barnet får sin gave fra stuen. 

I vuggestuen får børnene malet flag på kinderne for at markere, at det er en særlig dag. 

Når I ankommer om morgenen, skal dit barns ankomst registreres. Det samme gælder afhentningen, når I går hjem. Det er vigtigt, at I får sagt godmorgen og farvel til en voksen, så vi ved, at barnet er mødt ind/gået hjem. Der vil altid være mulighed for hjælp fra en voksen, hvis det en dag kan være lidt svært at sige farvel. 

Når du starter i Møllehaven, skal du medbringe: skiftetøj -gerne 2 sæt, strømper, inde sko, udetøj efter årstiden, fodtøj samt bleer. I vuggestuen skal der medbringes bleer til sidste skift på dagen, mens der i børnehavedelen skal medbringes bleer til hele dagen. Sengetøj til de børn, der skal sove i løbet af dagen; lagen samt betrukket dyne og pude. 

I vuggestuen sover børnene til middag i vores krybber eller barnevogne, enten i vores barnevognsrum eller udendørs. De ældste vuggestuebørn og børnene fra Humlebistuen har en lille seng til rådighed. Bruger dit barn sut og/eller sovebamse, må dette ligeledes medbringes. 

I Møllehaven får barnet sin egen garderobeplads med navneskilt på. Her er der plads til skiftetøj og udetøj. Det er barnet og jer forældre, som skal sørge for at holde orden på pladsen. Det betyder, at I hver dag skal hænge overtøjet op samt sætte fodtøjet på plads. Dette er med til at gøre det nemmere for jeres barn selv at tage tøj på. Om fredagen vil vi gerne, at I rydder jeres barns garderobeplads, så vi kan få gjort grundigt rent. 

HUSK at skrive navn i dit barns tøj (gælder især overtøj samt fodtøj). 

Sygdom/Medicin: Hvis dit barn bruger medicin, skal I udfylde en medicinseddel, der opbevares i huset, ellers må vi ikke give jeres barn medicin. 

 

Mad og måltider: 

Til frokost serveres madordningen fra Fru. Hansens Kælder, hvilket betyder, at børnene præsenteres for et bredt udvalg af forskellige retter. –både kolde og varme retter. Vores køkkenmedhjælper tilbereder maden, så den ser lækker og indbydende ud.  

I stedet for hvert enkelt børnehavebarn selv skal have frugt og brød med har forældrerådet i Møllehaven bestemt, at vi har en forældrestyret frugtordning i børnehavedelen. Ordningen varetages af en forælder der står for indkøbt af frugt og brød og betalingen foregår via indbetaling på netbank til en konto der er oprettet af forældrene til det formål. Beløbet er 50 kr. om måneden 

Idet vi har madordning i Møllehaven, betyder det, at alt mad serveres i institutionen, og madpakke er derfor kun en nødvendig i juli måned.